
Foto: Dejan Obretkovic
AaB har i dag forlænget samarbejdet med cheftræneren Jacob Friis. Den nye kontrakt mellem parterne gælder til sommeren 2022.
AaB har i dag skrevet under på en forlængelse af kontrakten med klubbens cheftræner, Jacob Friis.
Friis overtog ansvaret i november måned, da man fyrede Morten Wieghorst. Friis’ oprindelige aftale stod til at udløbe til sommer.
“Ret hurtigt følte jeg mig afklaret i rollen som cheftræner, og jeg er glad for, at jeg nu endegyldigt er blevet tildelt ansvaret, så jeg udover at have fokus på den forestående kamp også kan arbejde mere langsigtet, hvilket giver både spillertruppen, den øvrige trænerstab og jeg selv nye perspektiver til sammen at udvikle os i den rigtige retning,” siger Friis til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Selvfølgelig var og er vi alle dybt skuffede over at kikse top seks på de alleryderste marginaler og tabe en tæt pokalsemifinale, og fodbold er både sort og hvidt og her og nu, og det vigtigste er altid den næste kamp.”
“Men jeg har en tro på, at det er det lange seje træk, der skal til for både at udvikle os og skabe resultater, og den del er vi som hold og som klub allerede godt i gang med.”
Friis har tidligere været ungdomstræner i klubben, men i sommeren 2015 blev han assistent for Superliga-mandskabet.