
Foto: AaBsport.dk
AaB har valgt at købe Lucas Andersen fri af kontrakten med Grasshoppers. Det betyder, at den 24-årige midtbaneprofil vender permanent hjem til nordjyderne.
Andersen har skrevet under på en femårig kontrakt, oplyser AaB.
LÆS OGSÅ: Avis: Det har AaB betalt for Andersen
“Jeg føler, at jeg med min tilbagevenden til AaB har fået lige præcis, hvad jeg søgte, nemlig at genfinde spilleglæden,” siger Andersen til AaB’s hjemmeside og fortsætter:
“Samtidig trives både min familie og jeg i Aalborg, og den tryghed er også medvirkende til, at jeg kan præstere mit bedste.”
“Jeg har stadig store ambitioner, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg igennem AaB kan nå mit højeste niveau og sætte et endnu større aftryk, og jeg ser frem til, at vi som hold og som klub fortsætter udviklingen, for vi har altså en trup med et stort potentiale og masser af talentfulde spillere på vej op gennem systemet.”