Officielt: AaB-ikon stopper karrieren

0

Thomas Augustinussen, AaBAaB-ikonet, Thomas Augustinussen, indstiller sin aktive fodboldkarriere til sommer, hvor et job som assistenttræner i den nordjyske klub i stedet venter.

I mere end 20 år har Thomas Augustinussen trukket den bolsjestribede AaB-trøje over hovedet, men til sommer er det slut – i hvert fald som professionel fodboldspiller.

Klubikonet har netop meddelt, at han indstiller sin fodboldkarriere, når denne sæson er slut.

“For det første gælder det om at slutte ordentligt af og bidrage til et forhåbentligt stærkt forår med en masse spændende kampe for holdet, og jeg har i nogle måneder gået med overvejelserne omkring, at jeg var i gang med min sidste tid som fodboldsspiller,” siger Thomas Augustinussen til AaB’s hjemmeside.

Den 34-årige midtbaneslider forbliver dog en del af førsteholdet i den nordjyske klub: Han skal nemlig udfylde hullet efter Allan Kuhn som assistenttræner – foreløbigt frem til 31. december 2018.

“Fra den kommende sæson venter der mig en ny rolle, og jeg er sindssygt glad for, at AaB giver mig denne mulighed for at blive en del af et trænerteam, der ikke fås bedre i Danmark.”

“Planen er, at jeg hurtigst muligt skal i gang med min træneruddannelse, og så skal jeg ellers bare suge til mig hos især Lars Søndergaard, Jacob Friis og Poul Erik Andreasen, men jeg kan også lære en masse af den øvrige del af staben,” slutter Augustinussen.

Thomas Augustinussen skiftede som drengespiller fra Aabybro IF til AaB, hvor han – med undtagelse af halvandet år i østrigsk fodbold hos Red Bull Salzburg – har spillet hele sin seniorkarriere.

Den mangeårige anfører står noteret for tredjeflest kampe i klubbens historie kun overgået af Henrik Rasmussen og Torben Boye.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE