AaB og Marco Meilinger har besluttet sig for at stoppe samarbejdet med omgående virkning. Meilinger havde ellers kontrakt til sommeren 2019.
AaB kunne fredag oplyse, at man har valgt at ophæve kontrakten med østrigeren Marco Meilinger.
Hans oprindelige kontrakt stod ellers til at udløbe i sommeren 2019.
“Marco fik en forrygende begyndelse i AaB og havde også en generelt set godkendt første sæson, hvorimod han i indeværende sæson har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid,” siger sportsdirektør Allan Gaarde i pressemeddelelsen og tilføjer:
“Når han samtidig befinder sig i sin bedste fodboldalder, så har situationen ikke været holdbar for hverken Marco eller AaB, og derfor har vi i enighed ophævet kontrakten.”
“Marco er en fantastisk fyr, som vi har været glade for at have i truppen, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med at få kickstartet sin fodboldkarriere på ny.”
Meilinger nåede at spille 32 officielle kampe og score tre mål for AaB.