Viktor Ahlmann skal spille sæsonen færdig i 2. divisionsklubben, Jammerbugt FC, der har lejet den unge AaB-angriber her i 11. time af transfervinduet.
Viktor Ahlmann har lang vej til spilletid i AaB, hvor den forreste kæde er tungt besat af de brandvarme herrer, Thomas Enevoldsen og Lukas Spalvis.
Herfor var den 21-årige nordjyde i efteråret udlejet til Vendsyssel FF, og også i forårssæsonen skal han jagte spilleminutter på fremmed græs.
AaB har nemlig valgt at sende Ahlmann et smut ned i 2. division, hvor Jammerbugt FC kan nyde godt af ham i resten af denne sæson.
“Jeg har i de seneste måneder været ramt hårdt på selvtilliden, men modgangen kan forhåbentlig modne mig både som menneske og som spiller, og jeg glæder mig til at bidrage bedst muligt hos Jammerbugt FC,” siger Viktor Ahlmann til AaB’s hjemmeside og fortsætter:
“Det bliver rart at spille voksenfodbold om point, og jeg vil gøre alt for at levere positivt for holdet – forhåbentlig i form af både mål og assists.”
Viktor Ahlmann var tidligere på ugen i Norge for at vise sig frem for Åsane, der dog vendte tommelfingeren nedad for danskeren.