
Foto: Unisport.dk
AaB har valgt at udleje klubbens 24-årige forsvarsspiller Jakob Blåbjerg til 1. divisionsklubben Vendsyssel for resten af indeværende sæson.
Efter 134 førsteholdskampe for AaB forlader Jakob Blåbjerg nu den nordjyske klub.
I hvert fald for en stund. Således har 1. divisionsklubben Vendsyssel lejet forsvarsspilleren for resten af den igangværende sæson.
Ifølge AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde giver Blåbjergs lejeaftale god mening.
“Jakob er en dygtig forsvarsspiller og en fantastisk personlighed, men da han i et stykke tid har haft svært ved at opnå spilletid på vores førstehold, så har det givet mening for begge parter at finde en anden løsning,” lyder det fra Gaarde til AaB’s hjemmeside og fortsætter:
“Blåbjerg har nået en alder, hvor han skal spille fast, og derfor er vi glade for, at en aftale er faldet på plads med Vendsyssel F.F., hvor vi er overbeviste om, at Jakob bliver en gevinst, og han har den fordel, at han kan både kan dække positionerne i midterforsvaret og i venstre forsvarsside.”
24-årige Blåbjerg har optrådt over 50 gange for diverse danske ungdomslandshold.