
Foto: Shutterstock
London-storklubben Arsenal har taget afsked med Aaron Ramsdale, der skifter til Premier League-oprykkerne fra Southampton. Det oplyser klubben fredag.
Aaron Ramsdale er færdig som Arsenal-spiller.
The Gunners meddeler således på deres hjemmeside fredag, at man har solgt den engelske keeper til Southampton.
Her har Ramsdale underskrevet en fireårig aftale, og tilgangen vækker glæde i Southampton-lejren.
“Det glæder mig meget,” indleder Saints-manager Russell Martin til klubbens hjemmeside og uddyber:
“At hente en spiller som Aaron er en rigtig statement-signing for os, så jeg er meget taknemmelig over for ejerskabet og bestyrelsen for at få det til at ske, især fordi så mange andre klubber var ivrige efter at få ham,” siger manageren.
“Aaron er tydeligvis en rigtig talentfuld målmand, men også en imponerende allround fodboldspiller, hvilket helt klart er vigtigt for os med den måde, vi spiller på,” lyder det fra Southampton-bossen.
26-årige Aaron Ramsdale nåede 89 kampe for Arsenal.