SønderjyskEs anfører, Johan Absalonsen, har i dag forlænget sin kontrakt med klubben. Den løber frem til årsskiftet.
Selvom Johan Absalonsen har passeret de 34 år, så betyder det ikke, at han forlader SønderjyskE. Tværtimod.
I dag har parterne nemlig forlænget samarbejdet, så det gælder for resten af kalenderåret.
“Jeg har lige skulle mærke efter, men jeg har også fået et klart svar. Jeg brænder fortsat for at spille fodbold, og jeg er hundrede procent klar til at give den en skalle i SønderjyskE i efteråret,” siger Johan Absalonsen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er vigtigt for mig, at jeg fortsat kan bidrage til holdet, for jeg vil gerne stoppe, mens jeg er på toppen, men jeg synes, at jeg fik vist i foråret, at jeg godt kan være med endnu.”
Absalonsen er den spiller, som står noteret for flest kampe for sønderjyderne. I øjeblikket viser CV’et 173 kampe.
Når den nye sæson starter efter sommerferien, så tager Johan Absalonsen hul på sin 17. sæson i Superligaen, hvoraf otte af disse har været for SønderjyskE.