
Foto: Shutterstock
AGF nåede at købe 23-årige Mikael Anderson i FC Midtjylland, inden at transfervinduet smækkede i.
“Vi har fået en økonomisk god aftale med AGF, og det er derfor, vi har valgt at sælge Mikael nu. Han har ikke helt formået at bide sig fast i startopstillingen i den seneste periode, men han forlader stadig klubben med 80 kampe og et dansk mesterskab med os,” siger FCM-sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
AGF glæder sig over at det omsider lykkedes dem at hente Anderson.
“Vi har fulgt Mikael længe og er overordentlige glade for, at det er lykkes os at lande en aftale, så han nu er AGF’er. Mikael er en meget talentfuld og kraftfuld midtbanespiller med et stort drive og en kreativitet som vil klæde vores hold,” forklarer AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside og supplerer:
“Han har for længst vist sig som en profil i 3F Superligaen og han vil tilføre vores hold en ny dimension. Så vi ser frem til at se ham i den hvide trøje og byde ham velkommen i AGF.”
Anderson har foruden AGF også haft tyske Hamburger SV og russiske Lokomotiv Moskva som bejlere, men Anderson ønskede at skifte til Aarhus-klubben og sådan blev det altså.
Mikael Anderson er ikke ubekendt med at spille i AGf, eftersom at han spillede i klubben fra 2009 til 2013 som ungdomsspiller.