
Foto: Shutterstock
AGF har taget afsked med offensivspilleren Peter Bjur, der fortsætter karrieren hos Esbjerg fB.
Han har skrevet under på en kontrakt, der er gældende til sommeren 2027 med 1. divisionsklubben.
“Peter Bjur er en teknisk dygtig spiller og en rigtig god dribler, som vil give vores spil yderligere en dimension,” siger Esbjergs cheftræner Lars “Lungi” Sørensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Med sin udfordrende spillestil er vi sikre på, Peter vil volde vores modstandere problemer i kampene, og vi tror meget på, han med sin fremadrettede indstilling bliver en gevinst på vores hold.”
“Alt i alt er vi derfor glade for at kunne byde Peter velkommen i vores miljø, og vi ser frem til samarbejdet.”
24-årige Bjur kom til AGF i januar måned 2023, og han nåede at spille 20 kampe og score et enkelt mål for klubben.