
Foto: Dejan Obretkovic
AGF har fredag solgt offensivspilleren Mustapha Bundu til den belgiske storklub Anderlecht. Han har fået kontrakt til 2024.
Mustapha Bundu er flere gange blevet sat i forbindelse med et skifte til den belgiske storklub, Anderlecht.
Fredag blev skiftet så endelig en realitet. Dermed forlader Bundu AGF, som han har repræsenteret siden 2016.
23-årige Bundu har skrevet under på en fireårig kontrakt med Anderlecht.
“Anderlecht er en stor klub. Jeg ser frem til at arbejde med mine nye holdkammerater og trænere. Det er det perfekte sted for mig til at udvikle mig som spiller og bidrage til den offensive fodbold, som Anderlecht gerne vil spille,” siger Bundu til klubbens hjemmeside.
I den netop afsluttede sæson, så leverede Bundu 10 mål og 12 assists i 31 kampe for AGF.
Han nåede samlet set at score 21 mål og levere 25 assists i 109 kampe for AGF, siden han kom til klubben fra FC Hereford i sommeren 2016.
AGF forventer plus på 15-30 mio. kr.
AGF meddelte efter salget, at de forventer et overskud på mellem 15 og 30 millioner kroner efter fredagens salg af Bundu.
Tidligere har det forlydt, at AGF forhandlede med Anderlecht om en samlet salgspris i niveauet 25 til 30 millioner kroner plus en videresalgsklausul.