
Foto: HB Køge
De danske landsholdslegender Daniel Agger og Lars Jacobsen udgør en ny trænerduo i HB Køge. Det kunne klubben i dag offentliggøre på et pressemøde.
Tirsdag blev det meddelt, at HB Køges nuværende cheftræner, Auri Skarbalius, forlader klubben efter sæsonen for at blive teknisk direktør i Capelli Sport, som ejer HB Køge.
Nu er afløseren allerede på plads, og det er et velkendt ansigt i dansk fodbold, men ikke på trænerposten.
Daniel Agger er nemlig udnævnt som cheftræner, mens Lars Jacobsen bliver ny first team coach. Profilerne blev præsenteret på et pressemøde onsdag.
36-årige Agger stoppede fodboldkarrieren i 2016, grundet skader, mens 41-årige Jacobsen indstillede karrieren samme år.
Siden da har de begge været i færd med at tage en træneruddannelse, som altså nu har mundet ud i det første trænerjob.
De har begge fået kontrakter frem til sommeren 2024.
Agger: Et solidt fundament
“Tanken om at vende tilbage i en ny rolle i fodboldbranchen og teste sig selv har modnet sig det seneste år. HB Køge er det perfekte sted for mig at starte,” siger Agger til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Klubben hviler på sunde værdier og har et solidt fundament. Det afgørende for mig er, at jeg personligt kender flere af dem, der i hverdagen driver HB Køge.”
“Jeg glæder mig meget til at komme i gang – og ja, jeg ser frem til igen at komme under pres,” siger Daniel Agger.
Jacobsen: Vi er ikke verdensmestre
“Daniel og jeg har i flere år talt om, at vi skulle lave noget sammen. Nu må vi se, om vores idéer kan bære. Vi har mødt mange dygtige trænere, og de erfaringer vil vi bringe i spil i HB Køge,” siger Lars Jacobsen og uddyber:
“Daniels og min relation har mange lag, men først og fremmest handler den om loyalitet. Loyaliteten defineres også sådan, at vi kan diskutere fodbold og ledelse uden filter.”
“Vi ved godt, hvad vi vil og kan, men det er også vigtigt at sige, at vi ikke bilder os ind, at vi er verdensmestre. Vi kommer til at begå fejl undervejs, ingen tvivl.”
Målet er Superligaen inden for tre år
HB Køges store mål er at komme tilbage i Superligaen inden for tre år, hvilket den nye trænerduo er helt på linje med.
“Det skal være ambitionen. Både Lars og jeg er klar over, at der følger en masse forventninger med, når vi gør det her, men det skal vi kunne håndtere,” siger Daniel Agger.
“Jeg håber, at alle i og omkring HB Køge bakker op, sådan at vi kan tage fodbolden i byen til det næste niveau. Vi kan ikke gøre det alene, men vi kommer med alt, hvad vi har af energi og med et ønske om at begejstre alle, der er involveret.”
Jacobsen er enig med Agger:
“Fodbold er adrenalin. Intet kan sammenlignes med den følelse, når man selv er spiller. Men Daniel og jeg kommer tæt på at føle ”suset” i HB Køge,” siger Lars Jacobsen.
“Vi vil gøre alt for at lykkes, og vi ved begge, at det væsentlige bliver at kunne inspirere spillerne. Til gengæld forventer vi også, at de er professionelle 24/7. Ellers har vi ikke en chance for at skabe resultater.”
Per Rud: Vi tager et kvantespring
“Det forpligter os som klub og som by, at Daniel og Lars har valgt HB Køge til at starte deres trænerkarriere. Vi har haft mange gode samtaler den sidste måned, hvor dialogen er gået fra nysgerrighed til ægte interesse,” siger Per Rud og uddyber:
“Jeg er stolt over, at de tror på det, vi har gang i, og det er også en kæmpe anerkendelse af det engagement, vores ejer Capelli Sport har vist.”
“Daniel og Lars vil flytte os alle de kommende år, både på og uden for banen. For HB Køge og Capelli Sport er dagen i dag et kvantespring.”
“Vi har lovet hinanden, at vi ikke må blive fartblinde, men vi sætter nu ekstra turbo på udviklingen i HB Køge.”
“Lige om lidt indvier vi Spar Nord Loungen til vores partnere, vi topper Gjensidige Kvindeligaen, og nu kommer Daniel og Lars med al deres udstråling og vinderinstinkt. Som klub og virksomhed er vi et spændende sted,” siger Rud.
47-årige Kim Daugaard, som har været ansat i HB Køge siden 2014, vil fortsætte som assistenttræner med det nye trænerteam.
“Kim er selvfølgelig en del af staben. Han er en kulturbærer og har været her så lang tid, jeg kan huske. Så selvfølgelig er han en del af fremtiden,” siger Per Rud til klubbens hjemmeside.
HB Køge ligger i øjeblikket på 6.-pladsen i 1. division med 30 point efter 22 spillerunder. De har 19 point op til andenpladsen, der ligesom førstepladsen giver avancement til Superligaen.