Superliga-oprykkerne FC Helsingør kunne i går annoncere Osama Akharraz som ny forstærkning. Han har fået en etårig aftale.
FC Helsingør blev fredag forstærket med en ny offensivspiller i form af 26-årige Osama Akharraz.
Akharraz har senest tørnet ud for Viborg FF, men på den sidste dag af transfervinduet blev parterne enige om at afbryde samarbejdet.
Derfor er offensivspilleren skiftet til Superliga-oprykkerne på en fri transfer.
“Det var en prioritet for mig at komme tilbage til København, hvor min kone er bosat. Jeg er taknemmelig over, at Viborg gjorde det muligt for mig, og nu glæder jeg mig til at spille for Helsingør. De overraskede os (i Viborg, red.) i playoffkampene med hvor gode de var på bolden, og de spiller god og offensiv fodbold, som jeg tror passer godt til mig. Jeg kommer også med noget erfaring, eftersom jeg efterhånden har prøvet lidt af hvert, og jeg er stadig sulten efter at vise hvad jeg kan. Jeg glæder mig til at møde drengene, og til at arbejde sammen med trænerne heroppe,” fortæller Osama Akharraz til klubbens hjemmeside.
Osama Akharraz har skrevet under på en etårig kontrakt.