
Foto: Shutterstock
Der skulle gå mindre end en måned, før Rasmus Ankersen igen for alvor investerede tid og ikke mindst penge i en ny fodboldklub.
Ankersen har senest været involveret i både FC Midtjylland og Brentford, og nu fortsætter hans engagement i en anden Premier League-klub, nemlig Southampton.
Ankersens firma Sport Republic, som han er medstifter af sammen med Henrik Kraft, har købt aktiemajoriteten i klubben.
“Vi vil være en aktiv og engageret ejer, men vi vil ikke starte nogen revolution. Vi blev tiltrukket af Southampton, fordi det allerede er en veldreven klub, der følger en klart defineret strategi,” siger Henrik Kraft, som er nuværende formand for Sport Republic til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Southamptons direktør Martin Semmens vil fortsætte med at stå for klubbens daglige drift, og Sport Republic vil arbejde tæt sammen med ham og hans hold for at hjælpe klubben med at vokse.”
Han tilføjer, at Sport Republic forventer, at investere i flere klubber i løbet af de kommende år.
Sport Republic har den serbiske rigmand Dragan Solak som investor, og de har købt aktiemajoriteten i Southampton af kinesiske Mr Gao.
Prisen for handlen lyder på i omegnen af 900 millioner kroner ifølge Sky Sports. Katharina Liebherr vil beholde en mindre del af aktierne.
Ankerksen stoppede som sportsdirektør i Brentford og bestyrelsesformand i FC Midtjylland den 10. december 2021.
Southampton indtager 14.-pladsen i Premier League i øjeblikket med 21 point efter 19 spillerunder.