
Foto: shutterstock.com
I de seneste dage har der været mange spekulationer i spansk og catalansk presse om, hvorvidt FC Barcelona-spillerne ville acceptere at gå ned i løn, mens corona-situationen stod på.
I dag har holdets anfører og store profil, Lionel Messi, så bekræftet på sin Instagram-profil, at truppen har accepteret dette. Derfor går de 70 procent ned i løn.
Messi oplyser desuden, at spillernes lønnedgang og et yderligere bidrag medfører, at andre ansatte i klubben fortsat får 100 procent af deres løn, mens situationen står på.
Argentineren er heller ikke bleg for at rette kritik mod de folk i klubben, som har plantet historier i pressen i den senere tid.
“Meget er blevet sagt og skrevet om førsteholdet i FC Barcelona i forhold til spillernes lønninger i denne periode med undtagelsestilstand,” skriver Messi på Instagram og uddyber:
“Først og fremmest vil vi gerne understrege, at vores intention hele tiden har været at gå ned i løn, for vi forstår fuldt ud at dette er en ekstraordinær situation, og vi er de første, som altid har hjulpet klubben, når vi er blevet spurgt. Vi har endda mange gange gjort det på vores eget initiativ, når vi har fundet det nødvendigt og vitalt.”
“Derfor overrasker det os til stadighed, at der internt i klubben er nogen, som forsøgte at sætte os under lup og forsøgte at presse os til noget, som vi hele tiden vidste ville komme til at ske.”
“Hvis aftalen er blevet forsinket et par dage, er det fordi, vi søgte efter en formel til, hvordan vi kunne hjælpe klubben og dens ansatte i denne svære tid.”