Barcelona har lavet en femårig aftale med den 22-årige back, Lucas Digne, der kommer til klubben fra Paris Saint-Germain.
FC Barcelona hentede tirsdag Samuel Umtiti i Lyon, og i dag har catalanerne så offentliggjort købet af endnu en fransk EM-forsvarspiller.
I Paris Saint-Germain har Barcelona nemlig hentet den 22-årige back, Lucas Digne, der var en del af Frankrigs trup til EM, hvor han dog ikke fik spilletid. Han har fået en femårig kontrakt på Camp Nou.
La Liga-storklubben oplyser på deres hjemmeside, at de har betalt cirka 123 millioner kroner – ét beløb, der ved opfyldelse af nogle præstationsklausuler i aftalen kan stige med 30 millioner kroner – for Digne, hvis frikøbsklausul endvidere lyder på næsten 450 millioner kroner.
Lucas Digne var i sidste sæson udlånt fra PSG til AS Roma, hvor det blev til 42 kampe og tre mål – heriblandt to kampe mod netop Barcelona i Champions League-gruppespillet.