Efter syv år i OB, har Jacob Barrett valgt at søge nye udfordringer i tyske Bielefeld. Han har fået en treårig aftale.
OB oplyser tirsdag, at 25-årige Jacob Barrett efter syv i år i klubben, har valgt at skifte. Eftersom hans kontrakt stod til at udløbe i dag, så skifter han på en fri transfer.
Han fortsætter karrieren i tyske Bielefeld med øjeblikkelig virkning. Han har skrevet under på en treårig kontrakt.
“Det har været en fantastisk tid i Odense, hvor jeg nu har været i hele syv år. Det siger lidt om, hvor meget jeg holder af klubben, og de folk, jeg har med at gøre hver dag i Ådalen,” siger Barrett i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Selvfølgelig har der både været op- og nedture, og jeg har også haft min del af skader, men sammenholdet i denne klub er helt unikt, og det har båret mig igennem de hårde perioder.”
Den 25-årige venstreback er blevet fulgt tæt af Bielefeld, fortæller sportsdirektør Samir Arabi.
“Vi har fulgt Jacob intensivt i en længere periode og er overbeviste om, at han bliver en dygtig, offensiv back med sin fart og løbevillighed, som passer til vores spilsystem.”
Arminia Bielefeld ligger i øjeblikket på førstepladsen i 2. Bundesliga, og er dermed klar til oprykning til 1. Bundesliga. De er foran den nærmeste efterfølger, Stuttgart, med ti point.