Svenske Elfsborg bekræfter i dag, at man har hentet 29-årige Mikkel Beckmann til klubben og udstyret den danske spiller med en kontrakt på tre og et halvt år.
For nogle uger siden fik den tidligere FC Nordsjælland-profil, Mikkel Beckmann, lov til at se sig om efter en ny arbejdsgiver, da han var nødt til at gå ned i løn eller forlade sin daværende klub, APOEL.
Den cypriotiske klub led nemlig af en økonomisk krise, og dermed lå det i kortene at blandt andre Beckmann skulle finde sig en ny klub – denne er nu fundet i Elfsborg fra den svenske liga.
”Jeg er meget glad for at være her. Det bliver rigtig sjovt at se drengene i eftermiddag og komme i gang her,” udtaler en glad Beckmann til klubbens hjemmeside, mens hans tidligere holdkammerat, Kevin Stuhr Ellegaard, siger:
”Mikkel bliver god for os, ikke bare på banen, men også i omklædningsrummet. Det er en rigtig god fyr – behagelig, cool og masser af humor. For mig føles det fantastisk at få én af mine bedste venner til klubben,” tilføjer han.
29-årige Mikkel Beckmann tørner dermed i ud svensk fodbold for de næste tre og et halvt år. Han er blevet tildelt nummer 10 på sin trøje.