
Foto: Unisport
Den blot 17-årige Mikkel Bro Hansen fik ikke meget spilletid i norske Bodø/Glimt, og derfor skifter han nu til den hollandske mester-klub, PSV Eindhoven.
Et klubskifte for den 17-årige dansker, Mikkel Bro Hansen, har ligget i kortene længe.
For angriberen, der blot har været i Bodø/Glimt i 1,5 års tid siden skiftet fra AGF, rykker nu til de forsvarende hollandske mestre fra PSV Eindhoven.
Det bekræfter PSV Eindhoven på sin hjemmeside, hvor fodbolddirektør, Earnest Stewart, udtaler sig på følgende vis:
“Vi har fulgt ham i lang tid, og de seneste måneder er kontakten blevet intensiveret. Vi ser en spiller med enormt stort potentiale”.
“For sin alder er han allerede bemærkelsesværdigt langt. Han har næse for mål, bevæger sig klogt uden bold og viser masser af energi og overbevisning i sit spil”.
Hvis man skal tro mediet, TV2 Norge, så betaler PSV Eindhoven omkring 22,5 millioner kroner til Bodø/Glimt for den danske angriber.
Bro Hansen har fået en kontrakt med PSV Eindhoven, der udløber i sommeren 2029.