Brøndby har sikret sig papirer på transferfrie Jonas Borring. Kantspilleren skifter på en toårig kontrakt, og han kan spille fra næste sæson.
Brøndby handlede hurtigt, da den danske kantspiller Jonas Borring blev løst af sin kontrakt med Randers FC.
Derfor kunne Vestegn-klubben i dag præsentere 31-årige Borring som ny spiller. Danskeren har skrevet under på en toårig kontrakt.
“Jeg er en meget stolt mand. At få muligheden for at spille for Danmarks største klub og de bedste fans i Danmark ser jeg virkelig frem til,” fortæller Jonas Borring til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg har været på Brøndby Stadion mange gange med udeholdet, men at kunne mærke følelsen som hjemmehold glæder jeg mig ufatteligt meget til.”
Troels Bech: En spiller, de fleste ønsker sig
Brøndbys sportsdirektør er meget tilfreds med tilgangen af Borring.
“Selvom baggrunden for Jonas pludselige rådighed på markedet er lidt usædvanlig, så tillader vi os at glæde os over, at Jonas nu er en del af Brøndby-familien. Vi tror på, at Jonas vil føle sig hjemme i Brøndby. Alle kender jo hans offensive kvaliteter, så vi tror på, det er det helt rigtige match for begge parter.”
“Jonas er en type spiller, som de fleste klubber hungrer efter. Han tør udfordre, han har hurtige ben, og så er han afslutningsstærk. Netop de tre egenskaber mærkede vi selv på egen krop, da vi mødte Randers FC tidligere på sæsonen. Men vigtigst af alt er han en spiller, der er god til at skabe chancer og sætte medspillerne op. Så jeg er yderst tilfreds med, at vi i de næste to sæsoner kan nyde godt af hans kvaliteter.”
“Jonas kommer i første omgang til at træne sammen med resten af Superliga-truppen, og fra sommer vil han så være spilleberettiget. Med de kvaliteter og den erfaring, som Jonas bringer med sig, vil det alt andet lige betyde en øget konkurrence om pladserne i vores offensiv, men det er kun sundt. Når man spiller i Brøndby, så ved man, at der altid vil være konkurrence om pladserne.”
Borring har første arbejdsdag i Brøndby på mandag. Han må dog først repræsentere klubbens førstehold fra næste sæson, men han må gerne spille kampe for klubbens reservehold i den indeværende sæson.