
Foto: Shutterstock
Leicester har præsenteret en ny spiller i form af brasilianske Tete, som kommer til klubben fra et ophold i Lyon. Det oplyser klubben søndag.
Oprustningen fortsætter i Leicester, som tidligere i transfervinduet hentede Victor Kristiansen i FC København.
The Foxes har således præsenteret Tete, som kommer til på en aftale, der gælder for resten af denne sæson.
Det bekræfter den engelske klub på sin hjemmeside søndag middag.
Den 22-årige kantspiller kom til Lyon sidste forår, da han fik suspenderet sin kontrakt i Shakhtar Donetsk grundet krigen.
Efter planen vender han retur til den ukrainske klub efter denne sæson, oplyser Leicester på sin hjemmeside.
I indeværende sæson har Tete samlet set spillet 19 kampe for Lyon, hvor det er blevet til seks scoringer og fem oplæg.
Den unge kantspiller står dertil noteret for ti U-landskampe for Brasilien, deriblandt to optrædener for U23-mandskabet.