Brasiliens nye landstræner bliver, ganske som ventet, 55-årige Tite. Han overtager fra fyrede Dunga.
Brasiliens fodboldforbund kunne tirsdag annoncere, at det bliver 55-årige Tite, der ganske som ventet, overtager tøjlerne og ansvaret for landsholdet.
Den tidligere Corinthians-cheftræner har været kædet sammen med landstræner-jobbet to gange tidligere, men tredje gang blev altså lykkens gang for Tite.
“Alt har sin tid, og nu er tiden kommet. Jeg kunne mærke, at jeg nu skulle acceptere jobbet som brasiliansk landstræner, og at det skulle være en del af min karriere. Det har været et personligt mål og måske det bedste, som er sket for mig i min karriere,” fortæller Tite til Brasiliens fodboldforbunds hjemmeside.
Tite overtager landstræner-jobbet efter Dunga, som blev fyret i sidste uge, efter at holdet skuffede ved Copa America.
Tite, hvis fulde navn er Adenor Leonardo Bacchi, har tidligere været træner i 14 klubber, hvoraf de fleste har været brasilianske klubber.
Han var selv aktiv fodboldspiller fra 1978 til 1989, hvor han huserede på den defensive midtbane.