Randers FC kunne torsdag annoncere, at de forstærker angrebet med 28-årige Nicolai Brock-Madsen. Han får en toårig aftale.
28-årige Nicolai Brock-Madsen forlader AC Horsens til fordel for Randers FC på en fri transfer.
Brock-Madsen har skrevet under på en toårig kontrakt med kronjyderne, som han også repræsenterede for seks år siden.
“Det er en angriber, som kender trænerteamet, klubben og byen, og som ved hvilke dyder, vi står for i Randers FC. Han har tidligere har haft stor succes her, og det tror vi, at han kan få igen,” siger sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, Søren Pedersen, og uddyber:
“Nicolai vil bevise sig overfor fodboldverdenen og sig selv efter nogle svære sæsoner i forskellige lande og klubber. Han tog herfra som en stor knægt, men vender tilbage til klubben som en mand med masser af erfaring, men heldigvis også en stor sult efter at præstere.”
“Nu skal han ind og konkurrere om startpladserne på holdet og byde sig til, når han får muligheden.”
Brock-Madsen fik sin fodboldopdragelse i Randers FC, hvorefter han skiftede til engelske Birmingham.
Tiden i det engelske blev dog ikke den store succes, hvorfor han blev udlejet til Cracovia og dernæst St. Mirren, inden han i januar 2019 skiftede til AC Horsens på en fri transfer.
I indeværende sæson har han spillet 21 kampe med to mål og en assist til følge for AC Horsens.