Officielt: Brøndby handler i 1. division

0

Brøndby IFBrøndby IF har i dag købt den 22-årige kantspiller Christian Jakobsen i FC Roskilde. Jakobsen har skrevet en fireårig aftale.

Brøndby IF har i dag begået sommrerens første indkøb. Der er tale om FC Roskildes 22-årige kantspiller Christian Jakobsen.

Jakobsen spillede i foråret 14 kampe, hvor han samtidig scorede syv mål.

Brøndby oplyser, at de har skrevet en fireårig aftale med kantspilleren.

“Greko er en spændende kantspiller, der har demonstreret stort potentiale i det seneste år, hvor han virkelig har taget store skridt i sin udvikling og lavet mange mål fra sin position på kanten,” forklarer sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Derfor har han også været eftertragtet af en række Superliga-klubber. Han er en atypisk type kant, idet han er fysisk stor og stærk og utrolig dygtig til at søge ind og komme i de rigtige positioner i feltet.”

Rud tilføjer, at klubben samtidig er forberedt på, at Greko har brug for en tilvænningsperiode.

Hovedpersonen selv, der kom til FC Roskilde fra Hvidovre i vinter, glæder sig til de nye udfordringer i Superliga-klubben.

“Det er kæmpestort for mig. Jeg havde ikke regnet med, at det skulle gå så stærkt med min karriere, da jeg startede i Roskilde for et halvt år siden, men jeg tror på, at det er det rigtige tidspunkt for mig at blive matchet på et højere niveau og fortsætte min udvikling,” siger Greko til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Som spillertype hører jeg til på kanten, men kan også spille både 10’er og 9’er. Jeg har mine forcer i det fysiske spil, og på trods af min størrelse har jeg en ok speed og er også god med klatten.”

“Jeg synes selv, at jeg er en fleksibel spiller, der både kan være dybdeløber og mellemrumsspiller. Og så elsker jeg at komme med i feltet fra positionen på kanten og på den måde være kampafgørende.”

I efteråret 2014 spillede han 15 kampe for Hvidovre, hvor han scorede 10 mål. Dermed formåede han at blive topscorer i to forskellige klubber på én sæson.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE