Brøndby IF har onsdag købt Randers FC’s offensive profil, Mathias Greve. Han er blevet udstyret med en fireårig kontrakt.
Den 26-årige offensivspiller Mathias Greve forlader Randers FC til fordel for Brøndby IF.
De forsvarende danske mestre har købt den 26-årige Randers-profil fri af kontrakten.
Han er blevet udstyret med en kontrakt, der gælder i de næste fire år.
“Mathias har jo udviklet sig til at være en Superliga-profil i sin tid i Randers FC, hvor han bare er blevet stærkere og stærkere og været en væsentlig del af den offensiv, der har voldt så mange hold problemer sidste sæson,” siger Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Nu kommer han med power og sin intense måde at spille på og skal bidrage i Brøndby IF. Sidste sæson var han involveret i et mål med enten assist eller scoring i lige godt hver tredje kamp.”
“Det er en stærk statistik som midtbanespiller, og så kender han jo 3F Superligaen bedre end de fleste. Han runder snart 200 kampe i Danmarks bedste række, så det er også noget erfaring, vi får ind i truppen, selv om han stadig kun er 26 år.”
Greve: Brøndby er den fedeste klub pt.
“Som offensiv spiller er Brøndby IF nok det fedeste, du kan komme til at spille for i Danmark pt., og jeg kommer for at være med til at give den offensiv endnu mere power,” siger Greve til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:
“Jeg vil da gerne score nogle mål, men det er mindst lige så vigtigt for mig at gøre mine holdkammerater gode. Derfor sætter jeg også en stor ære i at have anden- og tredjesidste fod på en scoring og at knokle hårdt for holdet mod bolden.”
Ifølge B.T.’s oplysninger, så lyder transfersummen på 7,5 millioner kroner.