Officielt: Brøndby henter Elmander hjem

0

Brøndby IFBrøndby har netop præsenteret angriberen, Johan Elmander, som klubbens nye nummer 11. Den 33-årige svensker har skrevet under på en toårig kontrakt.

Brøndby har tidligere haft stor glæde af Johan Elmander i sæsonen 2004 til 2006.

I dag har parterne så valgt at skrive et nyt kapitel sammen. Johan Elmander er netop blevet præsenteret som ny nummer 11 i klubben på et pressemøde.

Parterne har skrevet under på en toårig kontrakt, og den svenske landsholdsangriber kommer til klubben på en fri transfer, efter at hans kontrakt udløb med tyrkiske Galatasaray.

“Du kunne sikkert være kommet til klubber, som er meget større end vores, men projektet her har ramt dig, og det er vi taknemmelige for,” siger Brøndbys sportsdirektør Per Rud på dagens pressemøde.

“Det var en let beslutning. Det er fantastisk at være tilbage og mærke støtten,” fortæller Johan Elmander på dagens pressemøde.

I sin første periode i Brøndby, scorede Elmander 22 mål i sine 58 Superliga-kampe. I de sidste sæsoner har det stået mere stille med scoringerne.

I sæsonen 2012/2014 scorede han fire gange i 16 kampe for Galatasaray, mens han nettede en enkelt gang i sine 29 optrædener for Norwich, som han var udlejet til i den forgangne sæson.

Johan Elmander kan få sin første kamp efter skiftet, når Brøndby møder Elmanders tidligere klub, Bolton, i en testkamp den 10. juli.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE