
Foto: Unisport
Brøndby IF har fredag forstærket sig med to nye spillere. Den kroatiske midtbanespiller Josip Radosevic på en permanent aftale og Nikolai Laursen på en lejeaftale.
Brøndby har skrevet kontrakter med to nye spillere fredag. Det drejer sig om den kroatiske midtbanespiller Josip Radosevic samt den danske offensivspiller Nikolai Laursen.
Josip Radosevic købt i Hajduk Split
Brøndby har købt den den kroatiske midtbanespiller Josip Radosevic i Hajduk Split og udstyret ham med en fireårig kontrakt.
“Vi er glade for i dag at kunne præsentere Josip Radosevic som Brøndby-spiller. Han er en dynamisk spiller med udgangspunkt på den defensive midtbane, hvor han spiller med stor beslutsomhed og energi i sit spil både med og uden bold,” siger Brøndby sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Josip har en fortid i Red Bull Salzburg, og han er derfor bekendt med mange dele af vores måde at spille fodbold i Brøndby IF på.”
24-årige Radosevic har også en fortid i italienske SSC Napoli og spanske SD Eibar. Han får nummer 22 i klubben.
“Jeg en spiller, der altid giver 100% på banen. Jeg spiller for at vinde, og så er man nødt til at give sig fuldt ud. Jeg kan ikke ændre på noget i kampen efter sidste fløjt, så derfor handler det om at gøre, hvad man kan, mens spillet er i gang,” siger Radosevic.
“Jeg kender til spillestilen, og da jeg så, at Brøndby IF spiller på den måde, var det ikke svært at beslutte sig, da jeg fik muligheden for at komme hertil.”
“Jeg kan rigtig godt lide den intensitet, som man får med denne form for fodbold, og man kan tydeligt mærke, at det også smitter af på fansene. Stemningen på Brøndby Stadion er fantastisk, og jeg glæder mig til at give alt for både klubben og fansene.”
Nikolai Laursen på en etårig lejeaftale
Den anden forstærkning er Nikolai Laursen, der vender tilbage til Brøndby, efter at have spillet for PSV Eindhoven siden han skiftede fra Brøndby til den hollandske klub i 2015.
Den 20-årige offensivspiller har skrevet en etårig lejeaftale med hans tidligere klub. Lejeaftalen indeholder samtidig en købsoption, som Brøndby kan benytte sig af, hvis de vil tilknytte ham permanent efter lejeperioden.
“Nikolai er en rigtig Brøndby-dreng, der har taget hele turen op fra vores børnehold gennem Masterclass og til debut på Superliga-holdet, og jeg er sikker på at rigtig mange Brøndby-fans glæder sig til at se ham i Brøndby-trøjen igen,” lyder det fra sportsdirektør Troels Bech og han uddyber:
“Han har på relativt få år har fået rigtig meget erfaring på den relativt korte tid – både med spilletid, scoringer og et par uheldige og langvarige skader, fortæller Troels Bech, der glæder sig over at få muligheden for nu at hente Nikolai Laursen hjem til Brøndby IF.”
“Han er på vej mod sin bedste form igen. Han er senest blevet kåret til det største talent i Jupiter League, hvor han har scoret 10 gange for Jong PSV. Hans dybdeløb bliver en god tilføjelse til vores angreb, og vi glæder os over, at Nikolai har lyst til at tage de løb for os.”
Laursen får trøje nummer 18, og han ser frem til at repræsentere Brøndby på højeste niveau.
“Det er super dejligt at være tilbage i Brøndby IF, og jeg har set frem til det. Vi har snakket om det i et stykke tid nu, og nu er det endelig officielt, så det er super skønt,” siger Laursen til klubbens hjemmeside.
“Det kom lidt som et chok, da jeg hørte om interessen. Jeg tog udgangspunkt i, at jeg skulle spille i PSV, og så hørte jeg, at Brøndby IF var interesseret, hvorefter jeg fik en snak med Troels og coach og blev lidt forelsket i projektet.”