Brøndby annoncerer i dag, at man henter midtbanespilleren, Martin Ørnskov, til den danske klub. Spilleren får en treårig kontrakt med de gule og blå.
I noget tid har flere rygter meddelt, at Brøndby ville hente en gratis Daniel Jensen til midtbanen, men nu handler klubben først og fremmest andetsteds efter en mand på positionen.
Brøndby meddeler nemlig i dag officielt på deres hjemmeside, at man har hentet 27-årige Ørnskov hos Viking FK i den norske liga.
”Brøndby IF har lavet en aftale med den norske klub Viking FK og midtbanespilleren Martin Ørnskov om en 3-årig kontrakt,” lyder det på Brøndbys hjemmeside, og administrerende direktør, Tommy Håkansson fortsætter:
”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at hente Martin til Brøndby IF. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft et godt øje til ham gennem længere tid, og at også Thomas Frank har haft et stort ønske om at få Martin tilknyttet truppen,” udtaler han på hjemmesiden.
27-årige Martin Ørnskov spillede, før sin tid hos Viking FK, hos Silkeborg, hvor han spillede fra 2004 til 2012 og nåede over 200 kampe samt 15 mål.