
Foto: Manchester United
Manchester Uniteds tredje indkøb i historien i portugisiske Sporting Lissabon er en realitet.
United har torsdag meddelt, at man har sikret sig Bruno Fernandes på en permanent aftale.
Den 25-årige offensivspiller har skrevet under på en kontrakt, som løber i fire og et halvt år med en option for yderligere et år.
United oplyste onsdag, at de betaler en pris svarende til 411 millioner kroner for Fernandes, men at prisen kan stige helt op til 600 millioner kroner via diverse bonusser.
“Vi har fulgt Bruno for mange måneder, og alle har været enormt imponeret over alle hans egenskaber og hvad han kan bringe til holdet,” siger manager Ole Gunnar Solkjær til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Vigtigst af alt er han et fantastisk menneske med en stor personlighed, og hans lederegenskaber er tydelige for alle at se. Brunos statistikker for mål og assists taler for sig selv. Han vil være en fantastisk tilføjelse til truppen. Vinterpausen kommer på et perfekt tidspunkt for os til at integrere Bruno i truppen og for ham til at blive bekendt med holdkammeraterne.”
Fernandes nåede at spille 137 kampe for Sporting Lissabon, hvor han scorede 63 mål og leverede 52 assists.
“Min kærlighed til Manchester United begyndte, da jeg plejede at se Cristiano Ronaldo spille, og siden da har jeg været stor fan af klubben. Det føles utroligt, at skulle spille for Manchester United,” siger Bruno Fernandes til Uniteds hjemmeside og uddyber:
“Jeg har arbejdet hårdt for at nå til dette øjeblik, og jeg kan love fansene, at jeg vil give alt for dette logo for at hjælpe os med at få mere succes og flere trofæer.”
“En kæmpe tak til Ole og alle i Manchester United for den tillid, som de har vist mig. Jeg kan ikke vente med at begynde at betale det tilbage på banen.”