Paris Saint-Germains angriber og absolutte topscorer, Edinson Cavani, har i dag forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2020.
Edinson Cavani er trådt ud af skyggen efter Zlatan Ibrahimovic, og han har for alvor fået kickstartet karrieren i denne sæson.
Den uruguayanske angriber er suveræn topscorer i Ligue 1 med 31 scoringer efter 34 ligakampe. Og det blev i dag belønnet med en ny kontrakt.
Cavani har forlænget med PSG, så den nye aftale gælder til sommeren 2020. Den 30-årige angriber havde oprindeligt kontrakt til sommeren 2018.
“Jeg er rigtig glad for at forlænge min kontrakt med PSG. Som jeg altid har sagt, så er det min klare intention at fortsætte med at spille for Paris. Fansene og staben er fantastiske, og det er én af de største klubber i verden. Jeg er sikker på, at vi kan realisere klubbens fulde potentiale. Sammen skal vi være mere ambitiøse i de kommende sæsoner,” fortæller Edinson Cavani til klubbens hjemmeside.