
Foto: Shutterstock
Chelsea har været sat i forbindelse med AS Monaco-stopperen Benoît Badiashile på det seneste, og skiftet er nu en realitet. Det bekræfter The Blues torsdag.
Der har i løbet af de seneste uger floreret meldinger om, at 21-årige Benoît Badiashile var på vej fra AS Monaco til Chelsea.
Og nu er den unge midtstopper så blevet præsenteret som ny spiller i London-klubben, hvor han har skrevet under på en lang aftale.
Det bekræfter Chelsea på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.
Badiashile kommer til Stamford Bridge på en kontrakt, der løber helt frem til sommeren 2030.
Ifølge flere medier, herunder RMC Sport, kan prisen løbe op i omkring 300 millioner kroner inklusive bonusser.
Benoît Badiashile nåede samlet set at optræde 135 gange for førsteholdet i AS Monaco, hvor det blev til seks mål og tre assists.
Den centrale forsvarsspiller står dertil noteret for to landskampe for Frankrig.