Superliga-klubben Brøndby har valgt at afskibe amerikanske Christian Cappis, som er blevet solgt til Viking i Norge. Det oplyser klubben tirsdag.
Christian Cappis er fortid i Brøndby.
Den centrale midtbanespiller er således blevet solgt til norske Viking, hvor han har fået kontrakt frem til udgangen af 2027.
Det oplyser klubberne på deres hjemmeside, og Cappis er dermed færdig i BIF efter lidt over tre år i den gule trøje.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen takker den tidligere Hobro-spiller for tiden på Vestegnen.
“Vi vil gerne takke Christian for hans altid professionelle tilgang,” udtaler han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Han har været en virkelig god holdkammerat, som med sin professionelle tilgang har bidraget positivt til truppen og vores træningsmiljø,” siger Carsten V. Jensen.
“Dog er det ingen hemmelighed, at Christian har manglet spilletid, og derfor giver det god mening for alle parter, at han nu får muligheden for at fortsætte sin karriere i Viking FK, hvor vi ønsker ham alt det bedste,” lyder det fra Brøndby-bossen.
25-årige Cappis nåede 65 optrædener for Brøndby.