Chelsea oplyser, at angriberen Diego Costa skifter tilbage til sin tidligere klub, Atletico Madrid, i januar-transfervinduet.
Diego Costa har længe flirtet med sin tidligere klub Atletico Madrid om at komme tilbage.
Tirsdag aften bekræfter Costas nuværende arbejdsgiver, Chelsea FC, at angriberen skifter retur til Atletico, når Madrid-klubbens transferforbud ophører ved næste transfervindue.
Brasilianeren med det spanske pas har i sine godt tre år i Chelsea formået at score 59 mål i 120 kampe.
I denne sæson har Costa været holdt ude i kulden, hvor han end ikke har været at finde på klubbens træningsanlæg.
Costas skifte til Atletico bliver gennemført den 1. januar 2018, og spanierne betaler angiveligt 62 millioner euro for 28-årige Costa, hvilket svarer til godt 462 millioner kroner.