
Foto: Dejan Obretkovic
Superliga-klubben AGF har valgt at stoppe samarbejdet med cheftræner David Nielsen efter sæsonens sidste kamp. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
AGF har haft en meget skuffende sæson i Superligaen, hvor holdet har ligget tæt på nedrykningsstregen igennem længere tid.
Og nu har klubben så valgt at tage konsekvensen af de dårlige resultater, for cheftræner David Nielsen stopper efter sæsonen.
Det meddeler AGF på sin hjemmeside, og man vælger dermed at ophæve David Nielsens kontrakt et år før tid, da den egentlig stod til at udløbe i 2023.
“Jeg vil gerne sige tak til Aarhus for den varme støtte, jeg og min familie altid har fået, og tak til de spillere, som gennem tiden blødte med mig for klubben og for trøjen,” udtaler cheftræneren til agf.dk.
AGF regner med at have fundet en ny cheftræner, før opstarten starter den 16. juni, hvor spillerne kommer tilbage fra sommerferie.
45-årige David Nielsen blev i sin tid ansat som AGF-cheftræner i oktober 2017.