Sunderland har i dag meddelt, at det bliver Dick Advocaat, der overtager manager-sædet i klubben efter Gus Poyet, der blev fyret i går.
I går blev Gus Poyet fyret som manager i Sunderland efter lidt over halvandet år på posten.
Tirsdag har klubben så annonceret, at det bliver Dick Advocaat, der overtager manager-sædet i klubben.
“Dick har et fantastisk CV og en stor erfaring som manager på højeste niveau. Vi har et mål nu, og det er at komme opad i tabellen. Alle er fuldt fokuserede på den opgave,” fortæller Sunderlands bestyrelsesformand, Ellis Short, til klubbens hjemmeside.
67-årige Advocaat ser frem til de nye udfordringer, der følger med jobbet.
“Sunderland er en stor klub, og jeg glæder mig til udfordringen. Vi skal fokusere på lørdag (i kampen mod West Ham, red.), og jeg kan ikke vente med at komme i gang.”
Hollandske Dick Advocaat har en stor erfaring både med klubhold og med landshold.
Han har været landstræner for blandt andre Belgien, Holland og Rusland. Herudover har han også styret roret i klubber som PSV Eindhoven, Glasgow Rangers samt Borussia Mönchengladbach.
Advocaat har været udenfor trænergerningen siden november måned sidste år, hvor han stoppede som landstræner for Serbien. Han stoppede efter nederlaget på 3-1 til Danmark i EM-kvalifikationen.