SønderjyskE kunne onsdag præsentere den rutinerede forsvarer, Francis Dickoh, som ny forstærkning til defensiven. Han har skrevet en kontrakt for resten af sæsonen.
33-årige Francis Dickoh kunne onsdag skrive kontrakt med SønderjyskE. Den tidligere FC Midtjylland-forsvarer har skrevet under på en aftale, der gælder resten af sæsonen.
“Francis Dickoh har både til træningspassene og i forbindelse med reserveholdskampen tidligere i denne uge vist, at han er i god form og at han fra første dag kan spille med på et godt niveau. Han mangler indlysende noget skarphed; men kan allerede nu bibringe erfaring og rutine til vores trup,” siger sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse og uddyber:
“Vi står overfor et meget komprimeret slutprogram, hvor vi blandt andet skal spille syv kampe i løbet af en måned. Med flere skader i truppen får vi brug for alle ressourcer, og med tilknytningen af Francis Dickoh får vi forstærket holdets defensive kæder.”
Dickoh har været klubløs, siden hans oprindelige kontrakt med FCM udløb ved nytår.