Dortmund har i dag meddelt, at de har sikret sig Bayer Leverkusen-profilen Gonzalo Castro. Han tiltræder til den nye sæson.
Bayer Leverkusen-profilen Gonzalo Castro har spillet over 300 kampe for førsteholdet, heraf 286 kampe i Bundesligaen, men i næste sæson venter nye udfordringer.
27-årige Castro skifter til ligarivalerne Borussia Dortmund, hvor han tiltræder til den nye sæson, oplyser Dortmund i dag på klubbens hjemmeside. Dortmund betaler 82 millioner kroner for Castro.
“Vi er glade for at have sikret os Gonzalo Castro, der er en erfaren og teknisk dygtig midtbanespiller, som kan bruges på forskellige positioner,” fortæller Dortmunds sportsdirektør Michael Zorc.
Castro har foruden de mange ligakampe også spillet fem A-landskampe for Tyskland.