Først delte France Football falske udtalelser, men nu er den god nok. Didier Drogba forlader Chelsea. Det bekræfter klubben.
34-årige Didier Drogba forlader Chelsea, når hans kontrakt udløber til sommer.
Det bekræfter Chelsea i dag, trods tidligere udmeldinger fra agenten og klubdirektøren om, at man endnu ikke havde truffet en beslutning.
“Didier er uden tvivl en Chelsea-legende, og han vil altid være en del af Chelsea-familien. Han stopper på et klimaks lørdag aften, men han føler, at tiden er klar til en ny udfordring,” fortæller klubbens direktør Ron Gourlay til Chelseas hjemmeside, og uddyber:
“Vi har gennem et stykke tid vist, at det var en mulig løsning, men Didier og klubben traf først beslutningen for et par dage siden, da hverken Drogba eller Chelsea ønskede, at fjerne fokus fra Champions League-finalen.”
Drogba skiftede til Chelsea fra franske Marseille i 2004. Han nåede samlet set 338 optrædener med 157 mål til følge.