Brøndbys forsvarsspiller, Dario Dumic, skifter permanent til Nijmegen på en treårig kontrakt efter denne sæson.
Brøndbys 24-årige forsvarer, Dario Dumic, blev udlejet til Nijmegen i det netop overståede transfervindue.
Dumic har kontraktudløb til sommer, men fremtiden er kommet på plads nu. Når hans lejeaftale udløber med Nijmegen, bliver aftalen nemlig vekslet til en permanent kontrakt.
Dario Dumic har skrevet under på en treårig kontrakt med hollænderne.
“Det er dejligt for Dario, at forårets lejeophold i Nijmegen til sommer vil blive skiftet ud med en permanent aftale med det hollandske mandskab. Dario nåede at spille i Brøndby IF i fem år og har bidraget til klubben på mange måder,” fortæller Brøndbys sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Da han i vinterpausen ytrede ønske om at prøve sig af i NEC Nijmegen, tog vi en god snak om det, og lod ham forfølge chancen for at prøve kræfter med udlandet igen, samtidig med at vi følte os godt kompenseret med en fornuftig lejeaftale.”
“Alle i Brøndby IF ønsker Dario det bedste i hans nye klub og håber, at den gode start, han har fået, bliver til en varig succes.”