
Foto: Lazio
I dag blev det officielt, at 24-årige Riza Durmisi er Lazio-spiller i de næste fem år.
Dermed forlader han spanske Real Betis. Ifølge BT’s oplysninger, så lyder overgangssummen på syv millioner euro, hvilket svarer til cirka 52 millioner kroner samt en videresalgsklausul på 15 procent.
Transferen luner også godt i Brøndby IF’s klubkasse, da de sikrede sig en videresalgsklausul, da de solgte Durmisi til Real Betis.
BT skriver, at Brøndby modtager 20 procent af overgangssummen, hvilket vil sige cirka 10,5 millioner kroner.
Lazio missede Champions League-billetten i sidste Serie A-spillerunde, og derfor skal de i stedet spille Europa League-fodbold i næste sæson.