Esbjergs 18-årige midtbanespiller, Mark Brink, har fredag skrevet under på en kontraktforlængelse med klubben.
Mark Brink kunne fredag sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse med vestjyderne.
Den nye kontrakt med Esbjerg løber frem til sommeren 2019.
“Jeg er glad for, at jeg allerede har opnået spilletid på superligaholdet, og det har gjort min beslutning om at fortsætte i EfB endnu nemmere. Jeg ønsker at fortsætte nogle år endnu i klubben og forhåbentlig gøre mig fortjent til at komme til udlandet,” fortæller Mark Brink til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er virkelig gået stærkt for mig, og jeg føler, at jeg er kommet tættere på superligaholdet. Jeg var end ikke i truppen før til kampen mod Viborg, og så startede jeg inde.”
“Mit mål er at bide mig fast i truppen og være substitut for Magnus Lekven og Jesper Jørgensen. Jeg føler, jeg er blevet mere moden i mit spil, og at jeg kan deltage defensivt også på Superliga-niveau.”
Brink fik debut for Esbjergs førstehold imod Viborg FF i forrige runde. Han er desuden anfører på U18-landsholdet.