Esbjerg fB har forstærket sig med den georgiske landsholdsspiller, Lasha Parunashville, der kommer til klubben på en kontrakt frem til 2019.
Esbjerg hentede i januar måned de to georgiere Ator Kakabadze og Budu Zivzivadze, som nu får selskab af endnu en landsmand på den jyske vestkyst.
Her til formiddag har EfB nemlig hentet den 23-årige midtbanespiller, Lasha Parunashvili, der har fået en kontrakt frem til sommeren 2019.
“Han er en midtbanespiller, der kan spille alle tre positioner, på kanterne og centralt, og er en spiller med stort potentiale,” fortæller Esbjergs sportsdirektør, Ted van Leeuwen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg har fulgt ham i fem år. Han er teknisk meget dygtig og med en stor arbejdsradius, og jeg er overbevist om hans muligheder. Han er en etableret spiller, der i januar debuterede på det georgiske A-landshold, han taler meget fint engelsk, og han er yderst motiveret for at komme til EfB.”
Lasha Parunashvili kommer til Esbjerg på en fri transfer, da han fik ophævet sin kontrakt med Dinamo Tblisi i slutningen af januar-transfervinduet.