Esbjergs 23-årige angriber Mikkel Vestergaard skifter til Viborg FF efter denne sæson. Det oplyser Viborg torsdag.
Viborg kunne i dag præsentere en aftale med den 23-årige angriber Mikkel Vestergaard.
Han er blevet hentet på en fri transfer fra Esbjerg fB, men han tiltræder først til sommer, når hans nuværende kontrakt udløber.
Vestergaard har skrevet under på en treårig kontrakt med viborgenserne.
“Vi er rigtig glade for at tilknytte Mikkel Vestergaard, der er en spændende, ung spiller, som vi længe har haft et godt øje til. Han er hurtig, teknisk dygtig og besidder et stort potentiale, som vi ser frem til at få glæde af i Viborg,” siger direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.
Vestergaard har hidtil spillet 39 kampe for Esbjerg, hvor det er blevet til seks scoringer. Han ser frem til de nye opgaver, der venter i Viborg.
“Jeg synes, at der er gang i et spændende projekt i Viborg, og jeg har haft nogle gode samtaler med Johnny Mølby. Han har en spændende plan for mig og Viborg, og han ser mig som angriber, så det føles helt klart som det rigtige valg for mig,” siger Vestergaard.