Esbjerg fB har bundet målmandstalentet Jeppe Højbjerg til klubben frem til sommeren 2019.
Jeppe Højbjerg er i dette forår udlejet fra Esbjerg fB til FC Fredericia, men den U21-landsholdsaktuelle målmand er udset til at skulle være fremtidens mand i Vestjylland.
Herfor har EfB netop bundet Højbjerg til klubben frem til sommeren 2019.
”Målet med at leje Jeppe ud til FC Fredericia er at gøre ham klar, og det ser indtil videre godt ud og styrker os i troen på, at han er fremtidens mand på målmandsposten.”
”Han er en høj målmand med potentiale og evner til at dominere feltet foran sig, og trods sin størrelse er han meget reaktionsstærk,” siger træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Også Jeppe Højbjerg selv tror på en fremtid i Esbjerg-målet.
”Kan jeg bevare stabiliteten i mit spil, har jeg vist, at jeg er ved at nærme mig en startplads i EfB. Når jeg vender tilbage til klubben inden den nye sæson, er jeg indstillet på at tage kampen op med Martin Dúbravka om målmandsposten. Hvis det ikke lykkes, er jeg åben for atter at blive udlejet,” fortæller målmanden.