Esbjerg fB kunne mandag formiddag meddele, at man har fyret cheftræneren John Lammers. Claus Nørgaard overtager midlertidigt.
Esbjerg fB har ikke fået en godkendt start på sæsonen, og det kostede i dag cheftræner John Lammers jobbet.
Klubben oplyser, at man har ophævet samarbejdet med hollænderen med øjeblikkelig virkning.
“Vi har meget at takke John Lammers for, men vi må også erkende, at vi i øjeblikket befinder os et sted, hvor resultaterne ikke er tilfredsstillende,” siger siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Det er aldrig sjovt at tage afsked med dygtige medarbejdere, men vi vurderer, at det er i EfB’s bedste at skifte nu. Vi ønsker samtidig John alt det bedste fremover.”
Assistenttræneren Claus Nørgaard overtager trænergerningen midlertidigt indtil en ny, permanent cheftræner er på plads.
John Lammers tiltrådte i Esbjerg i 2017, og i sidste sæson førte han holdet frem til en tredjeplads i Superligaen.
Med trænerfyringen af Lammers, er der nu blevet udskiftet ni Superliga-trænere på de sidste ti måneder.