Officielt: Esbjerg henter Jørgensen hjem

0

Esbjerg fBEsbjerg fB har hentet midtbanespilleren Jesper Jørgensen hjem på en kontrakt, der gælder i to og et halvt år.

Esbjerg fB-klubmanden Jesper Jørgensen vender hjem til klubben efter fem år i udlandet, hvor han har optrådt for tre klubber.

Jørgensen forlader nu Zulte-Waregem for at tilslutte sig vestjyderne igen.

“Jeg har hele tiden tænkt på, at det kunne være en mulighed at afslutte min karriere i EfB, og vi har løbende været i kontakt igennem årene. Nu synes jeg, det hele passer sammen,” siger Jørgensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Jeg vil gerne skifte i et vintertransfervindue for at få en god, lang forberedelse og lære de nye mennesker i Esbjerg at kende, og min belgiske kæreste, Fauve, flytter med til Danmark. Hun er lærer og taler dansk.”

“Jeg føler, at jeg har gennemgået den største udvikling på det menneskelige plan i årene i Belgien, hvor jeg har oplevet rigtig meget både på og uden for banen. Jeg glæder mig ekstremt meget til at begynde i EfB, men det er også specielt at flytte fra Belgien, hvor jeg har været rigtig glad for at være og har mange venner.”

Jørgensen har signeret en kontrakt, som gælder frem til sommeren 2018, og han er udset til at skulle få en nøglerolle på holdet, fastslår klubbens direktør Søren Poulsen.

“EfB befinder sig i en periode med et fornyet trænerteam og flere ændringer i spillertruppen. I en sådan tid er det vigtigt at have lederskikkelser, der kender klubben og kulturen, til at gå forrest.”

“Vi føler, at vi berettiget kan have store forventninger til Jesper, både på banen og i omklædningsrummet. At vi kan finde de kvaliteter, vi søgte, i en tidligere spiller i klubben, er en meget stor glæde for EfB.”

Jesper Jørgensen spillede senest for Esbjerg i perioden 2003 til 2010, hvor han opnåede 201 kampe.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE