38-årige Patrice Evra, der har været klubløs i over et år, fortæller til La Gazzetta dello Sport, at han har besluttet sig for at stoppe sin karriere.
Efter mere end et år uden klub har 38-årige Patrice Evra valgt at stoppe sin aktive karriere.
Det fortæller franskmanden, som ikke har været på kontrakt i nogen klub, siden han stoppede i West Ham i maj 2018, til La Gazzetta dello Sport.
Evra kan dog se tilbage på en lang og imponerende karriere, hvor han undervejs blandt andet repræsenterede Manchester United og Juventus.
I Manchester United vandt Evra fem engelske mesterskaber, mens han ligeledes var med til at vinde Champions League en enkelt gang. I Juventus blev det til tre gange guld i Serie A.
Derudover nåede Evra også 81 landskampe for Frankrig, inden han stoppede for Les Bleus i 2016.