
Foto: Shutterstock
Adama Traoré har gennem den senere tid flirtet med et skifte til FC Barcelona.
Lørdag blev det så en kendsgerning, at Wolverhampton-profilen skifter til Barca på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Barca har samtidig sikret sig en købsoption i lejekontrakten, der betyder, at de kan købe ham til sommer.
Det er ikke nyt for Traoré at tørne ud for den catalanske storklub. Det gjorde han nemlig også som ungdomsspiller, og han nåede også én enkelt kamp for førsteholdet, før han skiftede til Aston Villa i 2015.
Derfra gik turen til Middlesbrough, som han spillede for fra 2016 til 2018, før han skrev kontrakt med Wolverhampton.
Den 26-årige spanier vil blive præsenteret den 2. februar.