
Foto: FC København
FC København underskrev i sommeren en etårig lejekontrakt med Fulhams Alexander Kacaniklic.
Englænderne havde dog indføjet en klausul i kontrakten, der betød, at de kunne hente offensivspilleren tilbage før tid, hvis de følte behov for det.
Den klausul har Fulham nu gjort brug af, og det betyder, at Kacaniklic forlader FCK.
“Fulham har meddelt mig, at de gerne vil have, at jeg kommer tilbage til dem, og jeg har en kontrakt med dem, så nu vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe dem tilbage til Premier League,” siger Kacaniklic til FCK’s hjemmeside og uddyber:
“Jeg har haft en rigtig god tid i København og mødt nogle fantastiske holdkammerater. Det er en stor klub, og jeg ønsker alle alt det bedste i fremtiden.”
23-årige Kacaniklic nåede at score to mål i sine syv Superliga-kampe for FC København.