FC Nordsjælland annoncerer i dag officielt købet af den nu tidligere FCK-spiller, Martin Vingaard. Midtbanespilleren får en treårig kontrakt.
FC Nordsjælland vil i næste sæson forsøge, at generobre titlen i Superligaen fra FC København, og dette skal naturligvis gøres via forstærkninger til truppen.
Dette gør nordsjællænderne ved, hvad der måske kan kaldes den mest optimale måde, nemlig at styrke holdet ved samtidig, at tage en spiller fra de tætteste konkurrenter.
Klubben bekræfter nemlig i dag, at man har hentet 28-årige Martin Vingaard hos rivalerne fra hovedstaden, og at danskeren får en kontrakt, som går frem til 2016.
”FC Nordsjælland, Martin Vingaard og FC København er blevet enige om en transfer for den offensive spiller, som omgående skifter til FCN,” lyder det på FC Nordsjællands hjemmeside, hvor sportsdirektør, Jan Laursen desuden udtaler:
”Det er meget glædeligt, at det er lykkedes at hente en kapacitet, som Martin Vingaard. Det har været en god og professionel dialog med FCK, som mundede ud i skiftet for Martin, som var i gang med sidste kontraktår, efter en god tid hos FCK,” citeres sportsdirektøren for.
28-årige Martin Vingaard Hansen har fortid i B 1913 og Esbjerg, som han nåede at repræsentere, før han tog turen til FC København i 2009. Her nåede han blandt andet en flot milepæl for sin karriere i 2010, hvor han, i en kamp mod Panathinaikos, scorede sit første mål i Champions League.